Victor og Svane.JPG (2)
Johan Nilsson.JPG

Johan Nilsson stopper karrieren

En rygskade har ad flere omgange tvunget Johan Nilsson udenfor banen, og efter igen at have fået konstateret en diskusprolaps i ryggen og med udsigt til endnu en operation, har den 28-årige svensker nu taget beslutningen om at sige stop.

- Jeg har en skade i ryggen - en ny diskusprolaps for tredje gang på to år. Jeg har tænkt meget over min fremtid efter håndbolden, og jeg har taget beslutningen om, at det er bedst for min krop og min ryg, at jeg ikke spiller mere håndbold. Rent spillemæssigt har min tid i Mors-Thy Håndbold ikke været, som jeg selv kunne ønske det, fordi jeg har været så meget skadet, men jeg har haft det godt her i Mors-Thy Håndbold, lyder det fra Johan, som rejser hjem til Sverige efter den kommende operation.

- Vi har kun set bidder af, hvad Johan indeholder, og han har spillet alt for lidt i sin tid her, fordi han har været så hårdt ramt af skader. Vi føler alle med Johan, og vi bakker 100 % op om hans svære beslutning. Johan er en fantastisk fyr og en dygtig og benhård håndboldspiller, som vi ønsker alt det bedste i livet fremover, siger cheftræner Niels Agesen.

For yderligere information:
Cheftræner Niels Agesen tlf. 6024 2618